Formål
I dette studie fokuseres der på, hvordan Atopisk dermatitis (AD) påvirker patienternes arbejdsliv, hvilke socio-økonomiske konsekvenser sygdommen medfører samt indvirkningen af AD i forhold til komplikationer og udfordringer forbundet med graviditet.
De overordnede formål med undersøgelsen er:
- Undersøge sygefravær, skift eller miste jobbet, brugen af sociale ydelser og førtidspension hos patienter med AD sammenlignet med en baggrundsbefolkning i Danmark.
- Undersøge om en diagnose med AD er forbundet med udfordringer i planlægning og gennemførsel af familieforøgelse, udfordringer med fertilitet samt komplikationer for mor og barn under henholdsvis graviditeten og fødslen
Baggrund
Atopisk dermatitis er en kløende hudsygdom, der i Danmark rammer op mod 20% af børn og 7-10% har fortsat eksem som voksne. Sygdomsbyrden omfatter store personlige og samfundsmæssige konsekvenser. Dette projekt undersøger, hvordan AD påvirker arbejdsmarkedstilknytning (såsom fravær på arbejdsmarked og jobskifte), socioøkonomiske forhold (såsom uddannelsesniveau, sociale ydelser og socioøkonomisk status) samt muligheden for familieforøgelse og eventuelle komplikationer under graviditet og fødsel (herunder familiestruktur, brug af kunstig befrugtning og fødselsdata). Der indgår analyser af kovariater og confounders relateret til demografiske forhold og comorbiditet. Personer, der er døde eller udvandret, ekskluderes fra undersøgelsen.
Samfundsrelevans
Projektet vil belyse jobmæssige og sociale konsekvenser af atopisk dermatitis. Viden om årsagssammenhæng mellem sværhedsgraden af atopisk dermatitis (vurderet ud fra behovet for dematologiske lægemiddler), og kan belyse de sociale vilkår for patienter med atopisk dermatitis. Resultaterne sætter fokus på atopisk dermatitis konsekvenser og kan benyttes til en bedre rådgivning og behandling.
Infertilitet og senere maternel alder ved første barn har indflydelse på faldende fødselsrater. Projektet vil kunne belyse de potentielle personlige og samfundsmæssige konsekvenser patienter med AD står overfor ved familieforøgelse. Viden om denne mulige sammenhæng mellem AD og udfordringerne før og under graviditet vil øge opmærksomheden på dette område og kunne bidrage til forbedret støtte, rådgivning og behandling for denne gruppe patienter. Derudover kan studiet være hypotesegenererende for fremtidige studier til undersøgelse af de underliggende sygdomsmekanismer i relation til AD og eventuelle graviditetsudfordringer.
Ansvarlige institutioner
Arbejds- og miljømedicinsk Forskningsafdeling, Bispebjerg Hospital